Velkommen til Hirschholmhus

Den perfekte kombination af boligkvalitet, indkøbsmuligheder, kultur og naturoplevelser. Ejendommen indeholder 8 veldisponerede lejligheder i 1- og 2-plans-løsninger, med grønne gårdhaver, terrasser og fællesfaciliteter. Her er der plads til eftertænksomhed og familietid, mulighed for hyggeture og shopping med veninderne, en runde på Hørsholm Golfklubs baner i det naturskønne kuperede landskab ved Lerbækgaard, eller et besøg på et af de mange museer eller rekreative områder, som er en væsentlig del af Hørsholm.

Hørsholm centrum har et aktivt byliv med en moderne gågade, spændende butikker, caféer og spisesteder. I Kulturhuset Trommen kan du gå i biografen, opleve koncerter, teater og foredrag. Karen Blixen Museet ved Rungsted, Arboretet, Rungstedlund have og fuglereservat, de mange strande og Egnsmuseet er også yndede udflugtsmål. Mindre end 500 meter fra boligerne ligger den skønne Hørsholm Slotshave, der blev etableret samtidig med opførelsen af Kong Kristian VI slot og sommerresidens Hirschholm Slot, som blev indviet i 1739.

Galleri

Eksklusive boliger med perfekt beliggenhed til det gode byliv og masser af naturoplevelser.

Historiske rødder i Kongernes Nordsjælland

Den 14. maj 1739 indviede Kong Christian VI og hans dronning Sophie Magdalene det ekstraordinære Hirschholm Slot, som blev opført i barokstil i årene 1730-44 af bygmester Lauritz de Thurah, beregnet til sommerresidens for den kongelige familie. Det gik for at være et af Europas smukkeste slotte, ofte kaldet Nordens Versailles. Slottet havde fire fløje i to etager og var omgivet af voldgrave. Kong Christian 6. og Dronning Sophie Magdalene døde begge på slottet, hvorefter det i 1770 overgik til tronfølgeren, Kong Christian 7.

Efter indvielsen af slottet manglede kongen og dronningen kun én ting for at fuldende værket – en residensby, som skulle etablere et værdigt bagland for slottet, og som skulle befolkes af håndværkere, købmænd og andre, der kunne betjene hoffet.

Kongen var så ivrig efter at trække folk til Hørsholm, at de nye borgere blev lovet skattefrihed i 20 år. For at fremme tilflytningen endnu mere, tilbød dronningen desuden gratis byggegrund samt økonomisk støtte til alle, der ville bygge hus i byen. Eneste betingelse var, at der blev muret med rigtige mursten, og at der kom tegl på tagene - byen skulle så hurtigt som muligt blive en præsentabel slotsstad.

Kommunen blev døbt Hørsholm i 1861, men inden da blev byen kaldt ”den lille ø med hornet”, svarende til øen slotskirken ligger på i dag, hvor hornet var en del af Hirschholm Slot som tidligere lå på øen.